Thomas Bloch Ravn

Min gode ven og museale mentor Sten Rentzhog er torsdag 8. oktober død. Han blev 89 år gammel.

Sten Rentzhog var en udvikler og inspirator, som har sat et markant aftryk på museumsverdenen nationalt i Sverige såvel som internationalt, og ikke mindst på Jamtli og Nordiska Museet, som er de to museer, hvor Sten havde sit primære virke.

Hans fokus var altid på det publikum, der besøger museerne. Og det var hans ambition, at de museer, han havde med at gøre, skulle være for alle.

Undgå kulturelle og sociale skranker

Sten Rentzhog var god for mange prægnante formuleringer. Han sagde blandt andet dette: ”Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne – alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum”.

Han slog på, at museerne bør være meget opmærksomme på at undgå alt som lugter af kulturelle og sociale skranker. ”Lad os sætte en ære i at være et folkets museum, et museum man kan identificere sig med, et museum hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, et museum som er hele det svenske folks ejendom”.

Hans succes med det levende ‘Jamtli Historieland’, som han igangsatte i 1987, viser at det ikke bare var noget han sagde og skrev, men også noget, han efterlevede. Det samme kan siges om den store indendørs udstilling om Jämtlands Historie, der åbnede som et helt nyt museum i 1995.

Museer skal gøre det modsatte af skolen

Publikum er her medskaber af museet.  Der spilles på alle sanser, på følelserne og på både alvor og morskab. Nøglen er, at man er sammen om oplevelserne, meget gerne flere generationer sammen.

”Museet må ikke bare eller først og fremmest være en pædagogisk bank for faktakundskab”, sagde Sten. ”Museets specielle mulighed er, at vi kan arbejde med følelser, oplevelser og fornemmelser. Det er noget helt andet at være museum end at være skole eller bibliotek, det giver andre muligheder og andre udtryksformer”.

”At være museum er ikke at arbejde med lektioner, spørgeskemaer, lysbilleder, dataskærme og faglige puslespil. Vi må indse – og føle det helt ind i sjælen – at museumspædagogik er at gøre direkte det modsatte af, hvad skolen gør. Det er et skift til den anden hjernehalvdel. Et museum henvender sig ikke i første omgang til intellektet, men til følelser og fantasi”.

”Her ligger chancen for at få mange gæster, her ligger chancen for at nå publikum med den kundskab vi kan tilbyde. Ved at henvende os til følelserne gør vi gæsterne modtagelige for kundskaben, det vækker deres interesse for selv at søge mere kundskab. Og måske de slet ikke mærker at de på den måde er udsat for undervisning. De mærker blot, at de har det morsomt”.

Uvurderlig støtte for udviklingen af Den Gamle By

Sten var min gode ven, og jeg har lært uendeligt meget af ham. Ikke mindst var han en stor inspiration og støtte i arbejdet med at udvikle Den Gamle By.

Han støttede os, da det kulturelle kleresi i Danmark mente, at Den Gamle Bys levende museum var tivolisering.

Han anbefalede Den Gamle Bys store projekt om at gå op i tid, så nutidens dansker kunne møde deres egen historie. Både ved en konference, hvor han gik i rette med Kulturarvsstyrelsen modstand mod projektet, og ved en støtteerklæring, som blev bilagt den ansøgning, der resulterede i en rekordstor donation fra A.P. Møller Fonden.

Sten og jeg mødte hinanden første gang, da vi i 2001 begge holdt indlæg på en stor konference i Association of European open Air Museums i Ungarn. Efter Stens indlæg var min notatblok fyldt med ideer og stærke formuleringer. Konferencen varede en hel uge. Undervejs fik vi mange snakke, og jeg tror, det stod klart for os begge, at vi var på linje, når talen er om museernes rolle i samfundet.

Et par uger efter konferencen i Ungarn mødtes vi igen. Denne gang til årsmødet i de svenske frilandsmuseers netværk kaldet FRI, hvor jeg for alvor fornemmede den enorme respekt, der stod om Sten og hans virke.

Siden har vi mødtes utallige gange. Hos ham og Margreta på deres skønne plet ude på landet i Ås i Jämtland, til internationale konferencer, til møder på Jamtli, på Skansen, i Den Gamle By eller hjemme hos Lisbeth og mig i Åbyhøj.

De senere år har vi mest skrevet sammen. Sidste gang vi mødtes var under Lisbeth og mit besøg på Jamtli i sommeren 2025.

Jamtli og Nordiska Museet

Sten Rentzhog studerede historie og kunsthistorie ved universitetet i Uppsala og sugede i sin studietid til sig fra de ældre kolleger, han mødte i det inspirerende faglige miljø på Nordiska Museet.

Efter doktorgraden i 1967 blev han udnævnt til landsantikvarie ved Älvsborg Len, inden han i 1971 vendte tilbage til sin hjemegn som landsantikvarie og leder af Jämtlands Lensmuseum, som han senere omdøbte til Jamtli.

Han stod i spidsen for Jamtli frem til pensioneringen i 2002, blot afbrudt af fire år som det, han selv kaldte ’troubleshooting director’ for Nordiska Museet.

På det store Stockholmmuseum var han blandt andet idemand bag ’Den Svenska Historien’, som blev en landsdækkende succesudstilling med Nordiska Museet i centrum og lensmuseerne som regionale medspillere.

Museologiske milepæle

Som museumsmand var Sten først og fremmest praktiker og udvikler, men efter sin pensionering i 2002 skrev han en række bøger, der fortsat står som museologiske milepæle.

Stens mest markante publikation er utvivlsomt mammutværket ’Friluftsmuseerne. En skandinavisk idé erövrar världen’ (2007). Bogen udkom på både svensk og engelsk og blev præsenteret ved en international konference på Skansen i Stockholm – alle frilandsmuseers moder.

En gruppe af skandinaviske museumsfolk støttede op om Sten Rentzhogs arbejde med bogen. Først og fremmest Stens efterfølger på Jamtli Henrik Zipsane, John Brattmyhr fra Skansen, Olav Aaraas fra Norsk Folkemuseum og undertegnede fra Den Gamle By, som også havde fornøjelsen af at kommentere flere af bogens kapitler undervejs.

Jeg er Sten taknemmelig for, at han efter udgivelsen af bogen om verdens frilandsmuseer pegede på mig og sagde, at nu var det mig, der skulle skrive den næste bog om emnet. Det blev afsættet for det pensionistprojekt, jeg nu arbejder på om frilandsmuseernes fremtid.

Det billede, der topper dette indlæg, viser nogle af indlægsholderne ved præsentationen i 2007 af Stens bog. Fra venstre ses Cortina Lange og John Brattyhr fra Skansen, den amerikanske historiker Debra Reid, mig fra Den Gamle By, fremtidsforsker Maria Therese Hoppe, Jan Vaessen fra Nederlands Openluchtmuseum, Sten Rentzhog og yderst til højre professor Thomas Hylland Eriksen.

Nogle år efter bogen om verdens frilandsmuseer udgav Sten bogen ’Tänk i tid. Se fremåt genom at blicka bakåt’ (2014), og i 2021 udkom hans professionelle erindringer ’Kulturarv och museer. Femtio år med kulturpolitikens styvbarn’ (2021).

Jeg vil komme til at savne den udveksling af tanker, som Sten og jeg har haft gennem årene. Samtidig glæder jeg mig over fortsat at kunne finde inspiration i de vægtige museologiske publikationer, som Sten nåede at udgive.

Sten Rentzhog blev født 10. april 1937 og døde 8. oktober 2026.