Det gælder for det meste, men det gælder i allerhøjeste grad også for museer. Nemlig at vi er tilbøjelige til at tro, at de institutioner og organisationer, som vi synes, at vi har kendt altid, vil vare evigt.
Sådan er det selvsagt ikke, og det var afsættet for min nylige key-note speech på den store konference i Association of European Open-Air Museums. Konferencen blev afholdt i Rumænien og markerede 60-året for organisationens stiftelse.
Jeg er en af de gamle i kredsen, og bestyrelsen med ungarske Zsolt Sari i spidsen havde bedt mig holde jubilæums-key-noten, som vi var enige om skulle bære overskriften ”Possible futures of open-air museums in the light of their origins and development until now”.
I indlægget orienterede jeg om nogle af de første og foreløbige resultater af mit igangværende forskningsprojekt om netop dette emne.
Måske findes der ingen museer om 300 år
For tre hundrede år siden fandtes der ingen museer i moderne forstand. Og hvem ved, måske der heller ikke vil findes museer om trehundrede år, i 2326.
Hvorom alt er, har vi kun haft museer i en meget lille procentdel af den tid, der har levet mennesker på vore breddegrader. Måske omkring to procent af tiden, for frilandsmuseer, hvor det første så dagens lyd i 1891, måske endda blot en procent.
Det, der umiddelbart virker permanent og evigt, viser sig ofte at have en overraskende kort levetid.
Ting opstår. De eksisterer i en periode. Og så forsvinder de ind i historiens store malstrøm.
Museer er ingen undtagelse. For når institutioner ikke længere er relevante, forsvinder de.
Medmindre de formår at tilpasse sig. Medmindre de bliver ved med at være relevante for det samfund, de er en del af. Det er udfordringen.
Frilandsmuseernes styrker
Jeg har derfor stillet en hel række spørgsmål til et større antal kolleger fra kredsen af frilandsmuseer.
Først har jeg spurgt, hvad kolleger anser for at være frilandsmuseernes styrker. Det der gør denne type museer til noget helt særligt.
Der tegner sig et meget klart billede:
For det første: Nærvær.
Frilandsmuseerne er det, man med et engelsk udtryk kalder ’immersive’ oplevelser.
De besøgende ser ikke bare på historien. De træder ind i den. De bliver nærmest en del af den.
For det andet: Tilgængelighed.
Man behøver ikke at vide en masse på forhånd. Frilandsmuseer har en lav kundskabstærskel. Dermed er de inkluderende – og ikke ekskluderende.
For det tredje: De spiller på alle sanserne.
Som besøgende kan man ikke blot se. Man kan lugte. Man kan høre. Man kan smage. Man kan gøre ting selv – og være med.
For det fjerde: Tillid. Og det gælder museer generelt.
Museer nyder en bemærkelsesværdig høj grad af tillid i befolkningen.
For det femte: Frilandsmuseer kan spille mange forskellige roller i samfundet.
De kan samarbejde med skoler, uddanne håndværkere, bevare gamle husdyrracer, tilbyde praktikpladser, udvikle tilbud til mennesker med demens og afprøve historiske byggeteknikker, som kan bruges i moderne byggeri.
Og sidst, men ikke mindst: Frilandsmuseerne er en relevant ramme for at gæsterne kan have en god dag med dem, de nu er sammen med.
For man må jo ikke glemme, at de fleste først og fremmest kommer for at have en god dag.
De kommer for at være sammen. For at lave noget. For at få en kop kaffe. For at lære noget. For at tænke sig om, at forundres. Og for at have noget at tale sammen om.
Hvad truer frilandsmuseerne
Jeg spurgte også om, hvad der er frilandsmuseernes svagheder og hvad der truer dem.
Næste alle mine respondenter peger som det første på museernes mangel på penge.
For frilandsmuseer er dyre at drive. Vi har bygninger. Landskaber. Samlinger.
Og oveni kommer i stigende grad skadedyr og klimaforandringer, som også koster penge.
En anden udfordring er manglen på faglærte håndværkere.
Nogle af de traditionelle håndværk og teknikker, vi har brug for, er ved at forsvinde fra samfundet.
Så er der de store sæsonudsving i besøgstallet.
Besøgstallene varierer voldsomt hen over året, og mange frilandsmuseer holder helt eller delvist lukket om vinteren.
Det gør det svært at have en fast medarbejderstab i en passende størrelse.
Mange peger også på, at det er tungt for frilandsmuseerne at udvikle nye miljøer. Det tager tid og koster mange penge. Og hver ny bygning skaber nye, permanente driftsudgifter.
Det kan skabe en ond cirkel; hvor man er nødt til at investere for at blive mere attraktiv. Men samtidig man har brug for flere indtægter for at kunne investere.
Der er også en risiko for, at frilandsmuseerne bliver for akademiske.
Viden er vigtig. Læring er vigtig.
Men det er oplevelsen også.
For mange besøgende er det netop oplevelsen, der får dem til at komme.
Der er næppe tvivl om, at de fleste besøgende gerne vil lære noget.
Men at lære noget, blive klogere, er ikke det samme som at blive belært.
Der er også kampen om folks tid.
De fleste har langt flere valgmuligheder end nogensinde før.
Og man kan frygte, at frilandsmuseerne kan tabe kampen om folks tid.
Endvidere er der dilemmaet omkring kommercialisering.
Som museer har vi brug for indtægter. Men vi ønsker ikke at miste vores sjæl.
Aktuelt er der stadig flere frilandsmuseer, der bliver mere og mere som konventionelle museer, der i den skrevne og talte offentlighed ofte betragtes som ’finere’ end de mere folkelige frilandsmuseer.
Nogle frilandsmuseer investerer i stigende grad i traditionelle udstillinger, hvor de enkelte genstande bliver omdrejningspunktet.
Men hvis frilandsmuseerne bliver mere og mere som traditionelle museer, bevæger vi os væk fra netop den idé, der gjorde os særlige – og som gjorde os til en kæmpestor succes!
Som en sidste ting er der blandt mine respondenter også kolleger, der peger på, at stadig flere museumsdirektører ikke har en egentlig faglig baggrund fra frilandsmuseumsområdet.
De kan være dygtige museumsfolk, men de kender måske ikke frilandsmuseernes særlige karakter og potentialer.
De kan også være administratorer eller økonomer. De kan komme fra kommunikation. De kan have en baggrund i teater. De kan være tidligere politikere – eller ligefrem kendisser.
Det afgørende er ikke så meget, om en direktør har konkrete erfaringer fra et frilandsmuseum. Men om direktøren forstår denne særlige museumstypes potentiale og særlige karakter.
Demokratiske museer
Frilandsmuseerne opstod i Skandinavien i årtierne omkring år 1900. Siden bredte de sig de meste af Europa og efterhånden også til store dele af verden.
De første frilandsmuseer var kendetegnet ved at sætte fokus på almindelige menneskers daglige liv. Det var nyt inden for museumsverdenen. Ligefrem radikalt var det, at frilandsmuseerne også definerede deres målgruppe som de almindelige mennesker, hvis liv og tilværelse de skildrede.
Frilandsmuseerne kom derved til at handle om identitet og demokratisk ligeværd.
Ikke mindst derfor er det for mig at se vigtigt at frilandsmuseerne formår at udvikle sig på en måde, så de har fremtiden for sig.
For at kunne dette bør frilandsmuseerne finde den skrøbelige balance mellem på den ene side at følge med tiden og dens krav, og så på den anden side formå at holde fast i det, der i første omgang gav dem succes og som siden har defineret deres raison d’etre.
Dette er et af de centrale emner for de næste etaper af mit projekt, som efter planen vil munde ud i en bog om emnet.
Skriv en kommentar