Thomas Bloch Ravn

Selvom det vakte kritik, da ungarske Skanzen lancerede planer om en transsylvansk afdeling, er resultatet inspirerende og ganske vellykket.  

”Who am I?” er et af de eksistentielle spørgsmål, der projiceres op på væggen, når man tager sig en slapper i det kombinerede hvile- og refleksionsrum, der er en del af det enorme projekt, der de senere år er realiseret på Ungarns nationale frilandsmuseum Skanzen, der ligger i udkanten af byen Szentendre, lidt nord for hovedstaden Budapest.

Museets nye afsnit viser miljøer og scenerier fra Transsylvanien, der i dag er en del af Rumænien. Transsylvanien var i lange perioder en del af Ungarn, men har siden 1920 hørt under Rumænien. Det skete med Trianon-traktaten, som markant formindskede det Østrig-Ungarn, der sammen med Tyskland stod som taberne efter Første Verdenskrig.

Etnisk og kulturelt kludetæppe

Endnu den dag i dag rummer Transsylvanien et betydeligt ungarsk mindretal, de såkaldte szeklere, og også andre minoritetsgrupper som for eksempel armeniere.

En af de vigtige pointer i Skanzens nye afsnit er netop at illustrere den komplekse mosaik af befolkningsgrupper og kulturer, som, trods en vis etnisk harmonisering efter Anden Verdenskrig, fortsat kendetegner store dele af Central- og Østeuropa. Fokus i det transsylvanske afsnit er navnlig på første halvdel af det 20. århundrede.

Udstillingerne viser mangfoldighed, stiller spørgsmål og lægger op til at gæsterne selv skal gøre sig deres tanker eller diskuterer det, de oplever, med hinanden.

”Have I ever suffered any harm because I spoke my mother tongue?”, lyder et af spørgsmålene i det refleksionsrum, hvor man kan hvile benene under turen rundt på det store museum.

Andre spørgsmål lyder: “What makes me the person I am?” – “What factors are influencing the choice of a partner? Wealth? Rank? Mother tongue? Religion? Love?” – “Should your children study in their mother tongue or in the official language of the country?” – “How do you think it feels to move from Transylvania to Hungary?” – “How many Hungarians will there be in Transylvania by 2051?” – “What language will I use with my grandchildren?”

Der var ingen skarpe konklusioner eller løftede pegefingre, men forskellige stemmer og spørgsmål, der lægger op til refleksion og samtale.

Jeg kom til at tænke på dette citat fra Winston Churchill: ”I am always ready to learn, although I do not always like being taught”. Personligt hader jeg også at få fortalt, hvad jeg skal mene, og det er netop det, disse miljøer og de mange spørgsmål så fint modvirker.

Mangfoldigt tidsbillede

Der er også hyggelige og underholdende indslag, sådan som publikum normalt forventer det under besøg på et frilandsmuseum.

I det transsylvanske afsnit er der for eksempel en hattebutik, hvor man kan prøve et udvalg af hatte fra tiden, et posthus, hvor publikum kan prøve at skrive og sende breve, en tøjforretning, hvor både børn og voksne under besøget kan leje kostumer fra tiden, samt et apotek, hvor kvinderne kan få pudret næsten med pudder, der er fremstillet efter gamle opskrifter – og som også kan købes i den store butik, der ligger i tilknytning til hovedindgangen til Skanzen.

Man finder også et tømrerværksted, en kirke, en skole, en frimurerloge, flere hjem, og ikke mindst et vidunderligt ”kahvehaz”, et kaffehus, som inkarnerer drømmen om kaffe og kager fra ’de gode gamle dage’ i Østrig-Ungarn. Både kaffe og kager smager vidunderligt.

En helt særlig oplevelse er den grænsestation, der markerer, at man nu bevæger sig fra Ungarn ind i rumænske Transsylvanien. Republica Socialista Romania står der på skiltet, når man forlader Ungarn. Her er grænsebom, toldstation og paskontrol, og man kan kigge ind i bagagerummet på en bus, som man skal forestille sig, er ved at blive undersøgt. En grøn rumænsk bil, en Dacia, holder og venter på at få tilladelse til at krydse grænsen.

På et tidspunkt havde museet udklædte grænsevagter, der undersøgte museumsgæsternes tasker. Men det var for meget for mange af de besøgende, så det holdt man op med.

I lyset af det mildest talt ikke særligt smigrende image, som Ungarn har i flere vesteuropæiske lande var det for mig opløftende at se og opleve dette nye afsnit på det store frilandsmuseum, der hverken har løftede pegefingre eller klare konklusioner.

Skansenmodellen

Skansen i Stockholm er verdens første frilandsmuseum, grundlagt 1891, og har lagt navn til Skansenmodellen, hvis grundidé er at vise dagligliv, bygningskultur og erhverv fra Sveriges forskellige regioner.

Mange frilandsmuseer har taget modellen til sig, og i Østeuropa kaldes mange af museerne ligefrem Skanzen. Det gælder også Ungarns nationale frilandsmuseum, Skanzen, der oprindelig hed Zapatéri Nepraji Múzeum, hvilket vil sige det nationale etnografiske museum.

I 1972 blev ungarske Skanzen grundlagt som et selvstændigt museum, og det er min vurdering, at det i dag er verdens største frilandsmuseum. Med åbningen i 2022 af det transsylvanske afsnit rummer Skanzen i alt ni regioner, som alle er repræsenteret med hele landsbyer eller større urbane bebyggelser, som alle er placeret på museets område, så de ligger rigtigt i forhold til Ungarns topografi.

Fra Northern Hungarian Village til Southern Transdanubia, fra Balaton Uplands til The Great Hungarian Plain, fra Western Transdanubia til Transsylvanien.

For en udlænding uden kendskab til ungarsk topografi og kultur er det nok ikke alle pointerne, der står klart. Men her kan man hente hjælp i den udførlige guidebog, der kan købes i indgangsbygningen.

Hotel, restaurant og butikker

I min tid som chef for Den Gamle By har jeg altid drømt om at give museets gæster mulighed for overnatning.

Man kender modellen fra Disneys parker og i Danmark fra Legoland og Fårup Sommerland. Jeg vidste, at det eneste museum, der havde taget sådanne initiativer, i mange år var det store amerikanske frilandsmuseum Colonial Williamsburg i Virginia.

Men nu opdagede jeg til min store glæde, at også Skanzen i Ungarn har opført et hotel, som kan benyttes af både skolegrupper og større selskaber. Hotellet ligger lige udenfor museet. Byggestilen er moderne, og personligt ville jeg nok i højere grad have integreret overnatningsfaciliteterne i selve museumsfortællingen. Men det er under alle omstændigheder et inspirerende initiativ.

Skanzen har gennem de senere år også bygget en jernbane, som transporterer gæsterne rundt på museets enorme areal. Man har eget bageri, flere museumsbutikker og restaurant- og selskabsfaciliteter, der rummer et potentiale for den egenindtjening, som efter min overbevisning vil komme stadig mere på tapetet for frilandsmuseerne i fremtiden.

For snart 25 år siden deltog jeg i en konference hos kollegerne i nordengelske Beamish. Her hørte jeg blandt andet professor og turismeekspert Richard Prentice fra University of Sunderland pege på, at ikke mindst de store frilandsmuseer i fremtiden burde satse på at få kontrol over en stadig større del af værdikæden, så det ikke, som i dag, vil være rejseselskaber, hoteller og restauranter, der skummer den største del af den kommercielle fløde.

Det kunne museerne jo ligeså godt selv gøre, mente Richard Prentice. Det var derfor en glædelig overraskelse at opleve de nye initiativer hos kollegerne på Skanzen i Ungarn.