Thomas Bloch Ravn

Museer – og andre kulturaktører – i Danmark må holde sig fri af ideologiske ekkokamre og aldrig give køb på pluralisme, flerstemmighed og troværdighed, skriver jeg i dette indlæg, som er en lettere redigeret udgave af min kronik i dagens udgave af Kristeligt Dagblad.

Torsdag 27. marts udstedte den amerikanske præsident Donald Trump en præsidentiel ordre, som nok kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange kultur- og museumsfolk.

”Genopretning af sandhed og fornuft i historiefortællingen om USA” er overskriften for initiativet, der primært retter sig mod to forhold.

For det første vil man sørge for genrejsning af statuer af historiske personer, som de senere år er blevet fjernet, fordi de blev betragtet som politisk ukorrekte.

For det andet sigter ordren mod at ”genoprette sandheden” i den amerikanske historiefortælling, som forvaltes af det kompleks af statsstøttede museer, der er samlet i organisationen The Smithsonian Institution. Komplekset består af i alt 21 store museer, hvoraf halvdelen ligger ved The National Mall i Washington DC.

Når jeg læser Trups præsidentielle ordre, kommer jeg straks til at tænke på det berømte citat af George Orwell, forfatteren og aktivisten, der stod bag dystropiske romaner som General Napoleon og 1984. Citatet lyder: “Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden. Og den, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden”.

Det er stærkt formuleret – og samtidig tankevækkende, at Orwell forestillede sig, at det totalitære og virkelighedsforvridende fremtidssamfund, som bøgerne skildrer, mest sandsynligt ville opstå i Europa og måske i England, men ikke i USA.

Om Trumps præsidentielle ordre er der allerede skrevet en del. Fra The Washington Post til Aljazeera til Kristeligt Dagblad.

Og der kan virkelig være grund til både at beklage og begræde denne udvikling i en nation, der af mange betragtes som demokratiets og mangfoldighedens hjemland.

Her skal imidlertid i stedet gøres et forsøg på at pejle, hvad der kan forebygge, at noget tilsvarende vil kunne ske i Danmark. Jeg er nået frem til følgende fire punkter.

Armslængde

For det første skal vi beskytte det såkaldte armslængdeprincip, som skal sikre at kulturpolitikere i Danmark ikke blander sig i indholdet.

Statens Museum for Kunst eller Nationalmuseet, som vel er det nærmeste man i Danmark kommer det amerikanske Smithsonian, skulle nødigt pålægges bestemte måder at præsenterer vores fælles kulturarv.

Derfor skal vi være agtpågivende, hvis en dansk politiker under en ophedet debat måtte komme til at lufte tanken om at sætte nye grænser for kunst og kultur. For hvis princippet om armslængde bliver undermineret, risikerer vi at miste det, der gør kulturen til et levende og dynamisk spejl af et samfund i udvikling.

Organisatorisk selvstændighed

For det andet er det vigtigt at sikre museernes organisatoriske selvstændighed. Man kunne her passende begynde med at lade de store, statsejede museer som Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst få egne bestyrelser fremfor, som det er nu, at de alene refererer til Kulturministeriets departement. Og vel at mærke bør det være bestyrelser, der har reel selvbestemmelse og som ikke alene består af politisk udpegede medlemmer.

Langt de fleste museer i Danmark er selvejende institutioner med bestyrelser, der i høj grad er selvstændige i forhold til det politiske niveau. Det er vigtigt at holde fast i, og det kan tjene som inspiration til de store, statsejede museer.

Egenindtjening

For det tredje giver det museerne rygstød og autonomi, når de selv formår at skaffe en stor del af deres driftsmidler. Er et museum helt afhængigt af kommunal eller statslig velvilje, kan det være vanskeligt i praksis at hævde selvbestemmelsen og for eksempel tage emner, der kan være kontroversielle, op til behandling.

I et land som Danmark er det vanskeligt for museer at klare sig uden offentlige tilskud. Ikke desto mindre er det vigtigt, at muserne bestræber sig på at sikre størst mulig økonomisk autonomi. Det kan være via støtte fra folkelige foreninger, fra en vifte af private sponsorer eller gennem en substantiel egenindtjening. Og meget gerne en kombination af alle tre.

Troværdighed og integritet i højsædet

For det fjerde er det vigtigt at være opmærksom på, at kulturen, herunder museerne, selv kan gøre en del for at undgå ideologiske indgreb a la det, der i øjeblikket er undervejs i USA – og som måske er en slags tidens tegn.

For nogle år siden førte de protester, der fulgte efter mordet på den sorte George Floyd, til at Virginias guvernør så sig nødsaget til at fjerne statuen af den tidligere sydstatsgeneral Robert E. Lee, som i mere end 100 år havde været opstillet i delstatens hovedstad Richmond. Begrundelsen var, at Robert E. Lee ikke bare var en general, men også slaveejer – hvilket der jo ikke var noget underligt i, idet det var tilfældet med de fleste ledende sydstatsfolk på Robert E.  Lees tid.

Man kan fundere over, om den amerikanske regerings aktuelle ideologiske korstog ville være blevet iværksat, hvis den historiske mangfoldighed og troværdighed ikke på den måde var blevet udfordret af initiativer, der – utvivlsomt i bedste mening – ønskede at ændre historien, så den kom til at passe med nutidens opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert.

Ser man på museumsområdet, hævder præsidentens dekret, at ”The Smithsonian Institution er kommet under indflydelse af en splittende, racefokuseret ideologi”, og at det har betydet ”en promovering af narrativer som skildrer amerikanske og vestlige værdier som dybt skadelige og undertrykkende”.

Dekretet peger også på, at et kommende kvindehistorisk museum i regi af Smithsonian har til hensigt ensidigt at hylde mandlige atleter som deltagere i kvindesport, hvilket er en kommentar til debatten om transkønnede atleter.

Fra den ene grøft til den anden, må man konstatere.

Min pointe er, at museer – og andre kulturaktører – selv har en rolle at spille ved at holde sig fri af ideologiske ekkokamre og ved aldrig at give køb på pluralisme, flerstemmighed og troværdighed.

Hånden på hjertet, så er det ikke alle museer i USA og England (og sikkert også andre steder), som hylder disse principper. Pt er det næppe det store problem i Danmark, men hvem ved, hvad fremtiden bringer?

Det er min grundopfattelse, at det alene må være den historiske korrekthed – og ikke den politiske – der tæller.

Museerne har selv ansvaret for at holde sig fra historisk renvaskning og ideologiske skoleridt. Gør de ikke det, risikerer de at lægge skinnerne for en større tur væk fra den troværdighed, der hyldes so et af de væsentligste særkender ved museerne. Samtidig risikerer de modreaktioner a la den, vi i øjeblikket ser i USA.