Thomas Bloch Ravn

Indenfor kulturen bliver engelsk og amerikansk-engelsk i stigende grad brugt til at profilere udstillinger, forestillinger og arrangementer. Politikernes nylige sprogpakke bør være et vink med en vognstang til kulturen.

Det er ikke til at vide, om det skyldes sproglig uformåenhed, eller om det er et udtryk for mindreværdskomplekser på eget sprogs vegne.

I hvert fald kan det konstateres, at der igennem længere tid har været en stadig mere omsiggribende brug af amerikanske og engelske udtryk. I meget høj grad inden for medieverdenen, og det bliver nu tilrettevist af et flertal i Folketinget bestående af regeringen, SF og Konservative.

På partiernes vegne har kulturministeren præsenteret en ’sprogpakke’, som skal værne om det danske sprog, så det også vil stå stærkt i fremtiden.

Politikerne har igangsat initiativer, der skal beskytte det danske sprog og sikre, at det ikke i al for høj grad bliver udvandet af fremmedord og engelske udtryk.

Ønsket er blandt andet, at medierne i højere grad skal være med til at værne om det danske sprog. Og så vil politikerne også have, at Dansk Sprognævn i fremtiden får en mere aktiv og sprogbeskyttende rolle.

Man kan more sig lidt over, at bestræbelsen på at fremtidssikre det danske sprog især retter sig mod det, man i udspillet kommer til at kalde ”public service”-medierne. Men det vigtige er, at udspillet signalerer, at der er kritisk opmærksomhed om sagen.

Et ”wake up call”

Her og nu drejer det sig især om medieverdenen. Men mon ikke det aktuelle politiske signal også bør være et vink med en vognstang – ja, jeg var lige ved at skrive ”wake up call” – til kulturlivet i Danmark, som i meget høj grad excellerer i engelske udtryk.

Jeg morer mig jævnligt over de ”walks”, ”talks”,”guided tours”, ”poetry slam”, ”safe spaces”, ”story slam”, ”excape rooms” og utallige arrangementer ”by night”, som man hele tiden møder i det kulturliv, der gerne vil være smart.

Det imponerer ikke ligefrem. Værst er det dog, når nogen ligefrem klokker i det udenlandske, som for eksempel den festival, der sidste år tilbød, at man kunne ”gå en walk”!

Jeg har også undret mig over kunstmuseer, der kalder deres udstillinger ”Against All Odds”, ”Historical Women and New Algorithms” eller ”Human Nature”, når de som kernedanske kulturinstitutioner skal fortælle deres primært danske publikum, hvad de har på tapetet.

Ord med saft og kraft

Vel er dansk ikke verdenssprog sådan som både britisk engelsk og amerikansk engelsk er det. Således indeholder Den Danske Ordbog blot 225.000 ord, mens Oxfords store engelske ordbog rummer omkring 600.000 ord.

Men der er trods alt nok at tage af! Og der er masser af muligheder for at finde pudsige eller ualmindelige ord og vendinger, der kan forlene en udstillingstitel eller et arrangement med en anderledeshed, der nok skal give opmærksomhed.

Personligt holder jeg meget af ord og udtryk med saft og kraft. Som skaber billeder, har rytme og lyder godt, og som både rummer noget anderledes og har poetisk kraft. Ord der fylder i munden, som man kan tygge på og blive ved med at smage. Ord der associerer og som sætter fantasien i spil.

Sådan nogle ord rummer for mig en dejlig dybde, og jeg tror, de kan udtrykke noget, som nutidens klart definerede og måske lidt flade og tørre udtryk ikke fanger ligeså præcist.

Ikke mindst rummer de lidt anderledes danske ord en billedkraft, som sjældent virker, når danske kulturinstitutioner excellerer i udenlandsk.

Farvel og tobak

Titler må selvsagt gerne signalere opfindsomhed – og humor. Som da administrationschefen i min tid som direktør for Den Gamle By fik den idé, at vi skulle kalde en udstilling for ”Farvel og tobak”. Arbejdstitlen var ”Tobakkens historie i Danmark” – og det var der jo ikke den samme ramasjang i! En engelsk titel havde vi dog ikke overvejet, hvilket jeg i dag er glad for.

Praktisk forbrugeroplysning kan også være nyttig i udstillingstitler og overskrifter for arrangementer. Hvad handler denne udstilling egentlig om?

Jeg kan stadig more mig over udstillingstitlen ”No Man is an Island – The Satanic Verses”. Jeg besøgte den pågældende udstilling, men fattede aldrig, hvorfor den hed sådan.

Den erfaring havde jeg i baghovedet, da vi i min tid i Den Gamle By under corona fik besked på at lukke museet netop som den store juleudstilling ”Dansk jul i 400 år” var åbnet. Vi slog os lidt i tøjret og fandt ud af, at der ikke var indvendinger mod, at vi stillede stiger op ved vinduerne, så gæsterne kunne kravle nogle trin op og udefra se ind til de arrangerede indendørs juletableauer.

Men hvordan skulle vi undgå, at museets gæster forventede den sædvanlige juleoplevelse under besøget? Jo, vi kaldte selvfølgelig årets julearrangement for ”Udendørs jul”, ligesom vi også holdt ”Aftenjul”, så de mange gæster, der gerne ville besøge museet, kunne blive spredt og derved forhåbentlig undgå at blive smittet.

”Oh my god!”

For et halvt århundrede siden var vi nogle venner, der under en skiferie i Norge morede os over nordmændenes – syntes vi – lidt kiksede mani med at finde norske udtryk som erstatning for engelske og amerikanske.

Vi vidste, at Norsk Sprogråd anbefalede for eksempel ”datamaskin” fremfor ”computer”. Skolerne og det offentlige skulle virke for at fastholde norsk og norske ord. Og medierne blev opfordret til at undgå engelske ”buzzwords”.

Trætte af frisk fjeldluft og opgejlede af toldfrit sprut fra færgen blev vi lidt morbide og morede os med at genfortælle de dengang kendte vitser om, at Tarzan på norsk blev kaldt ”Fjell-Åke” og den store haj i filmen ”Dødens gab” (på amerikansk: ”Jaws”) på norsk skulle hedde ”Kjempetorsken”.

Vi fattede ikke, at indsatsen i Norge var led i en kulturel oprustning, som nok ikke virker helt så grinagtig i dag, hvor vi i Danmark bestræber os på at frigøre os fra den amerikanske dominans på snart sagt alle områder – nu også sproget.

Så når jeg for eksempel hører tegnefilmskiggende børn på 5-6 år sige ”Oh my God” og insistere på, at det hedder ”yellow” og ikke ”gul”, får jeg sympati for den norske indsats, som vi som unge mennesker i sin tid karikerede så uvenligt.

Og når jeg oplever museer og andre dele af dansk kulturliv negligere det danske sprog til fordel for ukritisk brug af engelsk-amerikansk, synes jeg, de er betids at opfordre til det, gamle A.P. Møller ville kalde ”rettidig omhu”.

Ellers kan det jo være, der kommer et påbud fra oven.

Dette indlæg er en lettere redigeret udgave af min kronik i Jyllands-Posten lørdag 14. februar 2026.