Thomas Bloch Ravn

Når man læser kyndige udsagn om, hvorfor vi har museer, kan man undre sig over den nyligt gennemførte museumsreform i Danmark, der med sit fokus på ting fremfor mennesker virker noget gammeldags. I dette indlæg citerer jeg nogle inspirerende udsagn om, hvad der er museernes rolle i tidens moderne samfund.

På en international konference om museernes fremtid stillede direktøren for Norsk Folkemuseum Olav Aaraas engang spørgsmålet: ”Hvad er det, der interesserer museernes besøgende mere end noget som helst andet?”

Konferencen foregik i Den Gamle Bys historiske teater fra Helsingør og blev afholdt i 2009 i regi af Association of European Open Air Museums.

Med brillerne på næsen lod Olav Aaraas et skolemesteragtigt blik panorere ud over de 120 konferencedeltagere. Og alle tænkte vi, så det knagede, mens vi krydsede fingre for, at han ikke ville pege ’mig’ ud som den, der skulle svare på spørgsmålet. For hvad skulle man så svare?

Mon det rigtige svar var, at de besøgende gerne ville blive klogere på historien? Nogle tænkte måske, at svaret var, at man ønskede at studere gamle ting, mens andre overvejede, om svaret var at købe noget i museumsbutikken, eller drikke kaffe i cafeen? Der var sikkert også dem, der tænkte, at gæsterne nok var turister, der skulle have tiden til at gå.

Vi ønsker at blive forenet med vores egne liv

Efter noget, vi som tilhørere oplevede som en evighed, gav Olav imidlertid selv svaret.

”Det er dem selv”, sagde han som svar på sit spørgsmål, hvad der interesserer de besøgende mere end noget andet. Og han supplerede: ”Vi ønsker alle at blive forenet med vores egne liv, vores egen historie”. Og han mindede om, at ”historien ikke sluttede for 50 eller 100 år siden, den fortsætter, og vi er selv en del af dem”.

Olav Aaraas har selv været foregangsmand i arbejdet med at sætte (næsten) nutiden på museum. I 1990’erne stod han som direktør for museet Maihaugen i Lillehammer i spidsen for et på én gang nyskabende og kontroversielt projekt, hvor museet opbyggede et helt villakvarter med parcelhuse fra hvert årti i det 20. århundrede. Her oplever man virkelig, at det er ’mig selv’ på museum.

Der ligger imidlertid også en anden dimension i udsagnet om, at det er publikum selv, der er det vigtigste. Nemlig at museet skal tage godt imod sine gæster, sørge for at der er steder, de kan være sammen, hygge sig, drikke kaffe og opleve i fællesskab.

Fra at være om noget til at være for nogen

At fokusere på mennesker fremfor på ting, synes at være tidens løsen for mange museer her i det 21. århundrede.

Et af de stærkeste udtryk for det skiftende fokus fra ting til mennesker finder man i et berømt udsagn fra den amerikanske museolog Stephen E. Weil, der i 1999 gav en artikel om museernes udvikling under overskriften: ”Museerne skal flytte deres fokus fra at være om noget til at være for nogen”.

I 2013 gav David Fleming, der i årene 2001-18 stod i spidsen for opbygningen af det nye Museum of Liverpool, Stephen Weils pointe en mere social drejning. På en konference i 2013 gav han sit bud på museernes overordnede rolle: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende”.

Glem ikke det poetiske, det musiske og det dramatiske

En mere filosofisk tilgang havde en anden engelsk museumsmand, Peter Lewis, der i en artikel Museum Practice Magazine fra 2004 pointerede: ”Museerne skal – igen – være musernes hjem”.

Peter Lewis, der i en årrække var direktør for det succesfulde Beamish Museum sydvest for Newcastle, tog i artiklen afsæt i selve ordet museum, der kommer af det oldgræske museion.

Ifølge myterne var museion hjemmet for de ni muser, som alle var døtre af erindringens gudinde Mnemosyne.

Peter Lewis gjorde en interessant, og polemisk, iagttagelse, som han brugte offensivt i sin konstante kamp mod det, han kaldte ’the-museums-should-be-dull-brigade’.

Han noterede sig det tankevækkende, at det rent faktisk kun er historiens og astronomiens muser, Clio og Urania, der er inkluderet i det moderne museumsbegreb. De sidste syv muser, der alle har at gøre med de mere kreative og ikke faktuelle aspekter af menneskelivet, er ikke med i den måde, de historiske museer arbejder i nutiden.

Han argumenterer derpå for, at disse ekskluderede muser atter bør inviteres ind i varmen hos de kulturhistoriske museer, som så atter vil komme til at rumme det poetiske, det musiske og det dramatiske, som ellers var røget ud i den proces, der gjorde museerne til videnskabelige institutioner.

Dermed genetablerede han også museumsbegrebets forbindelse til en humanistisk verdensforståelse frem for til et naturvidenskabeligt positivistisk videnskabsbegreb, der primært ser museerne som en slags vidensbank, hvor publikum kommer for at blive klogere og for at lære noget.

Kend dig selv!

Det er interessant, at denne tilgang slet ikke var fremmed for en af de største museumsbyggere, som verden har set. Nemlig svenske Artur Hazelius, der for halvandet hundrede år siden anslog de samme strenge.

Det var Artur Hazelius, der i 1873 grundlagde verdens første folkemuseum Nordiska Museet. Nogle år senere, i 1891, grundlagde han også verdens første frilandsmuseum Skansen. Begge liggere de i Stockholm.

Som et motto for sin museumsvirksomhed valgte Hazelius aforismen ”Kend dig selv”, som er en sentens, der stammer fra en indskrift på væggen i det antikke Apollontempel i Delfi.

”Kend dig selv!”. Pointen er klar. Det er hverken fortiden eller tingene i sig selv, der er målet for museernes virksomhed, men derimod de mennesker, som oplever museerne – nu og i fremtiden.

Mennesker frem for ting

I lyset heraf kan man undre sig over, hvor gammeldags den store museumsreform, der blev vedtaget for halvandet år siden, forekommer.

For det udslagsgivende for reformens rangordning af museerne er netop ikke museernes betydning for de mennesker, der besøger museerne. Nej, det der for alvor tæller på bundlinjen, er de samlinger, som museerne har opbygget.

Ikke menneskene! Men tingene, objekterne, museumsgenstandene.

Når vi i Danmark har så godt og populært museumsvæsen, som tilfældet er, så er det således lidt på trods. For succesen hænger ikke primært sammen med de ting, museerne har i deres udstillinger og på lager. Nej, den skyldes først og fremmest, at man har lyttet til museernes bankende hjerte og derfor sætter både den besøgende og det historiske menneske først.