Thomas Bloch Ravn

I anledning af Den Gamle Bys åbning af udstillingen om det store projekt med genopførelse af Møntmestergården havde min efterfølger Julie Rokkjær Birch bedt mig fortælle om museets arbejde med denne enestående historie. Jeg sagde dette:

Første gang jeg hørte om Møntmestergården var tirsdag 24. oktober 1995, hvor jeg var til samtale til stillingen som museumsdirektør for Den Gamle By. Siden da har Møntmestergården betydet noget helt særligt for mig.

Jeg vil derfor gerne takke Julie for at invitere mig med til dagens åbning, og for at jeg også har fået lov at fortælle om dette enestående hus med den store historie.

Jeg overvejede hvad overskriften for mit indlæg skulle være. Enten: Ting tager tid – og store ting tager lang tid eller De umulige projekters museum. Jeg tror, begge vil være dækkende.

Provinspuljen gik til København

I begyndelsen af december 1995 – en måneds tid før min tiltrædelse – deltog jeg i et møde i Møllesalen her i Den Gamle By.

En række lokalt valgte folketingsmedlemmer var inviteret. Man håbede, de ville hjælpe Den Gamle By med statsstøtte til genopførelsen af Møntmestergården, som dengang var anslået til – såvidt jeg erindrer – 45 mio kr.

Jeg husker, at H.P. Clausen var der, og Elisabeth Arnold, Sonja Mikkelsen, Henriette Kjær, Kim Bencke og Keld Albrechtsen. Og måske nogle flere, som jeg ikke husker. Fra Aarhus kommune deltog kulturrådmand Flemming Knudsen.

Den Gamle By deltog med bestyrelsesformand Søren Mellerup, næstformand N.P. Bager samt de to bestyrelsesmedlemmer rigsantikvar Olaf Olsen og administrerende direktør Peter Jensen, der begge tillige havde sæde i CAC Fonden, der nogle måneder forinden havde bevilget de første 10 mio kr til projektet. Så nu resterede der ’bare’ 35 mio kr.

For staten havde afslået at bidrage. Kommunen ligeså, og Århus Amt var heller ikke med.

Holdningen blandt politikere og arkitekter var, at det var slut med at flytte huse. Huse bevarer man på roden, var holdningen.

Hvordan man skulle gøre det med et hus, der var nedtaget et halvt århundrede forinden, forholdt man sig ikke til.

Det var det, Den Gamle By håbede at ændre med mødet op til jul i 1995. Man havde kig på den såkaldte provinspulje, som jo måtte være oplagt.

Desværre var de politiske signaler på mødet ikke opløftende. Og ganske rigtigt. Da provinspuljen blev udmøntet et par måneder inde i 1996, gik størstedelen af pengene til en ny hovedindgang til Københavns Zoo.

Da TV-avisen spurgte om den nytiltrådte direktørs mening, kom han til frækt at konstatere, at provinsen nu åbenbart gik til og med Valby Bakke.

Barokke illusioner og Winekes hjerte

Men lad os se på, hvad det var for et hus, det hele drejede sig om?

Ja, det viste sig, at Møntmestergården var det eneste store bindingsværkshus, der var bevaret fra det helt gamle København. Alle de andre var enten brændt eller revet ned.

Huset var opført i 1683. Det var det år, det lykkedes det kristne Europa at slå de sejrrige osmanniske styrker, der da stod foran Wiens mure, tilbage. Det var fire år efter afslutningen af Den Skånske Krig. Og 1683 var også året, da den enevældige konge Christian V gav Danske Lov, som var den første lov, der gjaldt for hele riget.

Møntmestergården var et bindingsværkshus. Opført af pommersk fyr, flensborgsten, vingetegl fra Sct Petri Teglværk i Lübeck og gulvfliser i ølandssten. I den forstand virkelig et internationalt hus.

Og et prægtigt hus. Omend lidt gammeldags i forhold til de nye stenhuse, som der blev stadig flere af. Men sådan byggede kongens møntmester Gregorius Sessemann nu engang.

København var i vækst i 1680’erne. Al magt og økonomisk formåen centraliseredes i kongens by, og folk med penge og position begyndte at bygge stenhuse fremfor i bindingsværk.

Og hvad gør man så, når man står med et nyt, men lidt gammeldags hus. Jo, Sessemanns efterfølger som møntmester Christian Wineke valgte at male bindingsværket, så det kom til at ligne kvadersten.

Et klassisk barokt illusionsmageri. Akkurat som også loftet, der ligner en himmel fuld af flyvende fugle. Og døre, paneler og trapper, der for det utrænede øje fremstår som marmor.

Christian Wineke var guldsmed i København, inden han i 1690 blev kongens møntmester. Som guldsmed brugte han et lille hjerte, og det brugt han også på de mønter, der blev præget i hans og sønnens tid som møntmestre. Da den sidste Wineke-møntmester døde i 1749 forsvandt hjertet fra mønterne.

Men da Danmark i 1873 gik fra rigsdaler, mark og skilling til kroner og øre, fik Winekes hjerte atter plads på de danske mønter. Prøv selv at se efter.

Pengene kom på plads – trods alt

Vi kløede på med at skaffe finansiering til projektet. Det lykkedes at få amtet med. Godt nok blot med et lån, som var på 12 mio kr. Men det var lokal opbakning, hvilket var vigtigt, hvis staten også skulle med.

Og det lykkedes for Torben Brandi Nielsen at få kommunen til at give 5 mio kr. Torben var dengang formand for LO og dermed født medlem af Den Gamle Bys bestyrelse, og han havde også sæde i byrådet. Det var endnu mere lokal støtte.

Derfor blev det efterhånden svært for staten at krybe udenom, og det endte med, at man så sig nødsaget til at bevilge 10 mio kr.

Bestyrelsen besluttede, at byggeriet skulle gå i gang. For nu var der i hvert fald midler til, at grunden kunne udgraves, kælderen mures, bindingsværket afbindes og rejses, taget lægges og tavlene udmures.

Så var huset lukket på tag og fag og dermed sikret for eftertiden. Mon så ikke det også ville blive færdigt engang, var det fornuftige ræsonnement.

Og det blev det jo. Med god støtte fra mange fonde. Især fra Augustinusfonden, Velux Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond – og selvfølgelig CAC-fonden, der som nævnt åbnede ballet.

Men det tog 12 år fra udgravningen begyndte til dronning Margrethe kunne indvi den færdige Møntmestergård 16. juni 2009.

Stor interesse fra både Dronning Margrethe og Danmarks Radio

Undervejs var der opture og der var nedture. Jeg holder mig her i dagens festlige anledning til opturene.

En af dem var, at DR fik den idé at følge byggeriet. Hovedmanden bag var Carsten Fischer, som var kendt for serien Brobyggerne om opførelsen af Storebæltsforbindelsen. Serien om Møntmestergården kom meget passende til at hedde Husbyggerne. Og den blev bragt over fire lørdage i forsommeren 1999, hvor den sidste blev sendt direkte fra det store arrangement, hvor dronning Margrethe 26. juli 1999 indmurede en hilsen til fremtiden.

En anden optur var, at dronning Margrethe ved dette arrangement blev dybt interesseret i de faglige indsigter og anderledes processer, som genopførelsen bestod af.

Dronningen kom ofte på besøg og var med til at diskutere med fagfolkene. Vi brugte faktisk dronningen lidt som konsulent, selvom hun ikke selv kunne lide det udtryk. ”Jeg bor jo i 1700-tals huse, og jeg har selv været med til at restaurere ganske mange af dem”, som hun engang sagde til mig.

Ikke mindst var det betagende at følge, hvordan håndværkerne nærmest genopfandt teknikker, som var mere eller mindre glemte. Og der er ingen tvivl om, at Den Gamle Bys håndværkere rettede ryggen, ja mange blev måske ligefrem en centimeter eller to højere.

Møntmestergården synliggjorde hvor mange enestående indsigter og fagligheder, Den Gamle By rummer. Det ved jeg, vi er mange, der er dybt betaget af.

De umulige projekters museum

Da Møntmestergården åbnede i 2009, vidste vi godt, at vi manglede at fortælle historien om det kvarter, Ny-København, hvor bygningen havde ligget i næsten 300 år.

Og vi manglede at fortælle husets historie. Fra 1600-årenes traditionelle bindingsværkshus over 1700-årenes barokke perle til 1800-tallets nedslidte og vansirede bygning, som også endte med at blive revet ned i forbindelse med de store saneringer af Borgergade-Adelgade kvarteret i 1940’erne.

Og vi manglede at fortælle den fascinerende historie om arbejdet med at genskabe bygningen, så man i dag som gæst nærmest oplever at man bevæger sig ind i en anden tid.

Det er den udstilling, der åbner i dag.

Så ja, Møntmestergården er virkelig et stort projekt, der har taget umanerligt lang tid.

At det lykkedes med Møntmestergården viser også, at Den Gamle By virkelig er de umulige projekters museum. Det viste første gang Peter Holm, da han mod alle odds fik genskabt Borgmestergården. Det viste han igen, da han reddede den nedrivningsdømte Klingenbergske gård fra Aalborg.

Og det viste vi, da det lykkedes os at genskabe den prægtige Møntmestergård, som både kulturminister Jytte Hilden, borgmester Thorkild Simonsen og toneangivende arkitekter ellers havde dømt ude.

Møntmestergården var dermed også det projekt, der gav Den Gamle By et fornyet mod på fremtiden – og dermed et afsæt for de endnu større projekter, der fulgte efter.

Når jeg i dag ser tilbage, må jeg indrømme, at det ikke i udgangspunkt var min drømmeopgave, da jeg tiltrådte for nu 29 et halvt år siden. Men jeg tog den naturligvis på mig. Og jeg blev usigeligt glad for Møntmestergården, som på en eller anden måde er blevet en del af mig.

Skabte ny optimisme i Den Gamle By

Og jeg kan næsten ikke bære den tanke, at Møntmestergården ligeså vel kunne være endt som det centrale hus i Den Gamle By i København, sådan som det var planen, da huset blev taget ned i København i 1944. Dem, der stod bag nedtagningen, havde nemlig arbejdet tæt sammen med Den Gamle Bys Peter Holm, og var dybt inspireret af Holms museum.

Så når man nu havde Den Gamle By i Aarhus, skulle man også have en Den Gamle By i København! Men sådan gik det jo ikke – og det var godt for Den Gamle By og for Aarhus.

Går man op i helikopteren, mener jeg, at Møntmestergården er vigtig for Den Gamle By af især tre årsager:

For det første er bygningen i sig selv er et enestående nationalt klenodie.

Dernæst tydeliggjorde projektet, hvor mangeartede fagligheder, Den Gamle By faktisk rummer – og at kloge hænder er ligeså vigtige som kloge hoveder.

Og for det tredje så lærte Møntmestergården os, at Den Gamle By kan løfte projekter, som sagkundskaben ellers mener er umulige.

Som det, der på vestjysk hedder ’æ gammel direktør’, er jeg glad og taknemmelig for at få lov til her i dag at lægge op til den udstilling, som vi nu skal se. Nu glæder jeg mig til at også se den.

Tak for invitationen, og tak for ordet.