Thomas Bloch Ravn

På et møde i Aarhus Museums bestyrelse i 1908 blev de museumspolitiske fronter trukket skarpt op i diskussionen om den fine renæssancebygning, Borgmestergården, der sidenhen blev til det bankende hjerte i Den Gamle By.

Uenighederne fra 1908 findes fortsat som en understrøm i nutidens diskussioner om, hvad vi skal med museerne.

Spørgsmålene var: Skal museerne handle om ting eller om mennesker? Er den fjerne forhistorie vigtigere end den tid, folk kan huske? Og skal museerne henvende sig til forskere eller til almindelige mennesker?

Aarhus Museum og Landsudstillingen

Vi begynder med Peter Holm, der i 1907 blev indvalgt som medlem af Aarhus Museums bestyrelse. Samme år blev han involveret i arbejdet med Landsudstillingen, der skulle løbe af stablen i 1909. De to ting kom til at hænge tæt sammen – omend under meget forskellige vilkår.

Museet i Aarhus var stiftet i 1861 som et af de første museer uden for hovedstaden. Museets fokus var forhistorien, mens de senere århundreder, for ikke at tale om almindelige menneskers historie, slet ikke nød samme bevågenhed. Det var denne sekundære samling, Peter Holm fik ansvaret for, da han i 1907 blev medlem af bestyrelsen.

Fra Landsudstillingen var der også bud efter den unge lærer, da man pegede på ham som den, der kunne stå i spidsen for udstillingens historiske indslag. Som sine forbilleder, de store verdensudstillinger, skulle Landsudstillingen nemlig ikke kun se fremad, den skulle også se tilbage.

Den Secherske gård blev til borgmestergården

Som ramme for den historiske udstilling fik Holm kig på den Secherske gård, der netop var blevet solgt til en tømrermester med nedrivning for øje. Den store renæssancegård var opført i 1597 og lå ved Immervad i byens hjerte. Den havde i tidens løb været ejet af flere Aarhusborgmestre. Peter Holm gav den derfor navnet Den gamle Borgmestergård.

Ideen var at flytte gården til arealet for Landsudstillingen og installere den med udstillinger og interiører, som kunne vise byens og borgernes historie siden renæssancen i tiden omkring 1600.

Allerede her fornemmer man den idé, der med tiden skulle blive til Den Gamle By.

I januar 1908 bevilgede bestyrelsen for Aarhus Museum 1.000 kr til at erhverve Borgmestergården, mod at museet blev ejer af bygningen efter Landsudstillingen. Komiteen for Landsudstillingen bevilgede et tilsvarende beløb. Dermed var købet en realitet.

Ollendorff og Müller mod Kampmann og Holm

På det tidspunkt blev de museumspolitiske skillelinjer trukket meget skarpt op i bestyrelsen for Aarhus Museum. Striden drejede sig om, hvorvidt det var seriøst og fagligt acceptabelt at flytte Den gamle Borgmestergård og bruge den som ramme om den historiske udstilling på Landsudstillingen.

”Imitation” og noget ”forbandet Skidt” lød det fra den konservative fløj med museets formand, konsul og købmand Frederik Ollendorff (1847-1918) i spidsen.

Bestyrelsesformanden var nærmest et ekko af sit museumspolitiske forbillede, direktøren for Nationalmuseets første afdeling, videnskabsmanden og arkæologen Sophus Müller (1846-1934), der insisterede på hovedstadsmuseernes overhøjhed, forhistoriens forrang og videnskaben som museernes højeste formål.

Over for denne konservative fløj stod – ud over naturligvis Peter Holm – også arkitekt Hack Kampmann (1856-1920). Kampmann var i 1892 blevet udnævnt til kongelig bygningsinspektør med base i Aarhus, og fra 1896 og frem til han forlod byen i 1908, var han også medlem af Aarhus Museums bestyrelse.

Peter Holm blev dertil støttet af sin gode ven Christian Axel Jensen (1878-1952), der var bindingsværksekspert og ansat ved Nationalmuseets anden afdeling.

”Et stormende bestyrelsesmøde”

I sin omfattende korrespondance med vennen Chr. Axel Jensen fortæller Peter Holm udførligt og uden omsvøb – ja man må sige råt for usødet – om konflikterne med bestyrelsens konservative fløj.

I et brev dateret den 29. september 1908 skrev han om ”et stormende bestyrelsesmøde” i Aarhus Museum. Emnet for mødet var – igen, igen – Borgmestergården.

På mødet erklærede konsul Ollendorff, at Peter Holm og hans støtter på ingen måde skulle regne med at kunne overtage gården, når udstillingen var ovre.

”Nej, vi måtte hugge den til pindebrænde og derved se at få så meget ind som muligt af de 1.000 kr., vi havde været dumme nok til at sætte i den”.

Sådan citerede Peter Holm formanden for museets bestyrelse. Ifølge Holm understregede Ollendorff sine ord med at pointere, at ”Sophus Müller ikke ville synes om den slags kunster”.

”De er et forbenet, gammelt rokkeho’de”

Så tog arkitekt Hack Kampmann fat, og han lagde ikke fingrene imellem ifølge Peter Holm:

”Ollendorff, De er et forbenet, gammelt rokkeho’de, det er, hvad De er! Her har vi den største sag for, som museet i hele sin levetid har befattet sig med, og så nøjes De ikke med skamfuld at tie stille, da det er ting, De ikke har begreb om, men forsøger på at spænde ben for dem, der vil gøre et arbejde for museet. Føj, De skulde skamme Dem”.

Ifølge Peter Holms referat svarede Ollendorff: ”Ja, men jeg går sgu også min vej!”, hvortil Kampmann replicerede: ”Ja, gå bare, De er jo værre end den værste […]. De skal holde Deres næse fra det, der går over Deres forstand, og De skal navnlig ikke gøre dén ked af det, der kommer med god vilje til at gøre et godt arbejde”.

Tre skillelinjer

De konservative kredse i datidens museumsverden brugte jævnligt ordene skidt og imitation, når de gik i rette med museer, der arbejdede med jævne folks kultur, og da navnlig når de harcelerede over de nye frilandsmuseer, som man slet ikke regnede for at være museer.

Man ankede navnlig over tre forhold.

For det første var det, disse museer arbejdede med, alt for nyt til at være interessant for et museum. For en købmandsgård fra 1597 var jo slet ikke gammel set fra en oldgranskers synspunkt.

For det andet: Når man som Peter Holm ønskede at genskabe en flere hundrede år gammel købmandsgård, blev det kaldt imitation, fordi et sådant projekt nødvendigvis måtte indebære, at nedbrudt tømmerværk og smuldrende mursten blev erstattet, ligesom også fx oprindelige vægdekorationer måtte males på ny. For Ollendorff – og for Müller – var det uden betydning, at rekonstruktionen blev foretaget efter grundige bygningsarkæologiske undersøgelser, og at de nedbrudte elementer blev erstattet af materialer af nøjagtig samme type, alder og tilvirkning.

For det tredje gik den konservative fløjs anke på, at en bygning, eller et oldtidsminde, blev flyttet fra sin oprindelige plads og anbragt et andet sted.

Nationalmuseets bindingsværkseksperter, som ikke hørte hjemme i Sophus Müllers afdeling, så imidlertid ganske anderledes på situationen.

Intern uenighed på Nationalmuseet

Forud for de voldsomme diskussioner i Aarhus Museums bestyrelse var nemlig gået grundige bygningsarkæologiske undersøgelser under ledelse af Christian Axel Jensen.

Undersøgelserne konkluderede, at Borgmestergården ”er den eneste større gård fra Christian den Fjerdes tid, som er bevaret i sin gamle udstrækning, og den er i det hele en af de anseligste bindingsværksgårde, måske den anseligste fra sin tid. Og arkæologisk set frembyder gården en ganske særlig interesse, idet det er den ældst bevarede købstadbygning i Danmark, der er udstyret med hængende svaler, som senere, i løbet af 17.-18. århundrede, blev så almindelige rundt om i vore byer”.

Borgmestergården blev reddet – og resten er historie

Den 12. maj 1908 bevilgede organisationen bag Landsudstillingen de 25.000 kr., som man regnede med, det ville koste at genopføre Borgmestergården og indrette den med udstillinger.

I løbet af september blev gården taget ned, undersøgt og dokumenteret. Derpå blev den genopført på terrænet, hvor Landsudstillingen skulle finde sted og indrettet med historiske udstillinger, så den var klar til åbningen.

Efter Landsudstillingen lykkedes det Peter Holm at finde en permanent placering til Borgmestergården i det, der i dag er Botanisk Have i Aarhus. Stedet åbnede i 1914, og i løbet af de følgende godt 110 år voksede Peter Holms museum til det, der i dag er Den Gamle By.

En udfoldet udgave af denne historie kan læses i min bog ’Museer for folk’, der udkom i 2020 som et bind i Aarhus Universitetsforlags serie ’100 Danmarkshistorier’. Bogen findes også oversat til engelsk.