Thomas Bloch Ravn

”1 mio fluer kan ikke tage fejl – så spis lort!” lyder en gammel graffiti, hvis krasbørstige udsagn ikke sjældent er blevet brugt til at signalere, at et museum med mange gæster ikke nødvendigvis er et godt museum.

Og ja, jeg ved godt, at pointen er, at museer er meget andet end bare besøgstal. Selvfølgelig er de det. Museer opbygger samlinger, og de forsker. Men det er vigtigt at huske, at formålet i sidste ende er, at de skal være til glæde og til nytte for deres gæster og brugere.

Set lidt fra oven kan man identificere to forskellige museumssyn i udviklingen af de danske museer. En institutionel tilgang, der anskuer museets rolle og virke med museet selv som centrum. Og så den tilgang, jeg vil kalde den demokratiske, og som tager afsæt i publikum.

Skismaet blev for alvor tydeligt i årtierne omkring 1900, da Nationalmuseets enerådende direktør Sophus Müller var den, der lagde linjen. Ingen var i tvivl om, at det var Müller, der bestemte, og at fokus skulle være forskning, fund og forhistorie. Et museum var til for videnskaben, for forskerne. At det også burde være til glæde for folk i almindelighed lå uden for Müllers forestillingsevne.

Selvom flere museer havde forsøgt at slå sig i tøjret, skal vi frem til 1914, før det demokratisk museumssyn fik sin første succes. Det skete, da folk strømmede til Den Gamle By for her at opleve museets genskabte købstadsmiljø. Herefter skal vi frem til 1955, da Hjerl Hedes sommerlevendegørelse gav det vestjyske museum en hidtil uset folkelig appel.

Få år efter, i 1958, brød Louisiana i Humlebæk med den klassiske kunstmuseumsmodel og satte nye standarder for museerne som oplevelse og udflugtsmål. Mange så ned på et museum med café, butik og spektakulære events. Men publikum elskede det.

Fra 1966 til 1988 skabte Nationalmuseet med Bredeudstillingerne en slags kulturhistoriens svar på kunstens Louisiana. Et folkeligt eksperimentarium af nye museale fortælleformer, hvor fortællingen kom i centrum, og et besøg var fascinerende, overraskende, lærerigt, morsomt og en oplagt udflugt for hele familien.

Arbejdermuseet kom til i 1983, og det seneste årti har stadig flere museer udviklet et sandt festfyrværkeri af nye formidlingsformer. Museet for Søfart, Tirpitz, Strandingsmuseet, Moesgård Museum og Aarhus Fortæller i Den Gamle By. Gæsterne hygger sig, de oplever, og de får nye indsigter. Besøgstallene boomer, og museerne placerer sig i dag centralt i kulturbilledet som vigtige vinduer til dansk identitet og historie.

Men den institutionelle tilgang findes fortsat, og fra tid til anden ymtes der synspunkter om besøgstal og fluer på en lort. Tænk hvis der blev talt sådan om vort politiske demokrati! Hvor et parti med mange vælgere sammenlignes med lort. Arrogant og respektløs, vil de fleste nok mene.

Personligt har jeg altid sluttet op om den demokratiske museumsmodel. For mange gæster på et museum er vel, når alt kommer til alt, bare et udtryk for, at de besøgende her afgiver deres stemme med både fødder og pengepung.