Thomas Bloch Ravn

Jeg blev fyldt med ærefrygt og fornemmede samtidig museumshistoriens vingesus, da jeg bladrede i Nordiska Museets publikation, der i 1898 blev udgivet i anledning af 25 året for stiftelsen af dette, verdenshistoriens første folkemuseum.

For på titelbladet så jeg en venlig dedikation fra museets grundlægger Artur Hazelius til direktøren for Nationalmuseet i Danmark, Sophus Müller. Samtidig noterede jeg mig det ‘mission-statement’, som Hazelius brugte som rettesnor for sit museumsvirke: ‘Känn dig själf’.

I mit seniorforskerprojekt, der har til formål at forsøge at se ind i fremtiden for folke- og frilandsmuseerne, undersøger jeg naturligvis også, hvad det var, der i første omgang gav denne dengang nye museumstype så stor succes. Jeg tror det er en forudsætning for også at finde fremtidens succes.

Svenske Artur Hazelius var den, der første gang satte folkekulturen på museum. Det skete i Stockholm med åbningen af Nordiska Museet i 1873. 18 år senere, i 1891, åbnede han søstermuseet Skansen med den mission, at museerne ikke blot skulle vise, hvordan almindelige mennesker levede, men med Skansen også gøre det på en måde, så de almindelige mennesker også fik lyst til at besøge museet.

Som Nordiska Museet var verdens første folkemuseum, var Skansen verdens første frilandsmuseum, og begge museer er i dag fortsat ikoniske inden for museumsverdenen.

Det var den type museer, den danske arkæolog Sophus Müller, som her fik bogen med Hazelius dedikation, gjorde alt hvad han kunne for at spænde ben for. Skåret ind til benet gik uenigheden på, om et museum skal handle om ting eller om mennesker. Om hvorvidt den fjerne forhistorie er vigtigere end den tid, folk kender. Og om museerne først og fremmest er til for forskere eller for almindelige mennesker.

Mens Müller lagde størst vægt på genstande, på den fjerne forhistorie og på forskningen, vægtede Hazelius og hans efterfølgere mennesket, de tidsperioder og fortællinger, som mange kan relatere til, ligesom han lagde vægt på, at hans museum også skulle være interessant for folk uden akademisk uddannelse.

Så for en gammel museumshistorisk nørd som mig var det virkelig noget særligt at åbne denne bog. Og selvfølgelig tog jeg et par billeder, inden bogen skulle retur til biblioteket.