Thomas Bloch Ravn

 

Man kan blive tidsforvirret, og det kan være vanskeligt at finde frem til de mest spændende oplevelser. Men ikke desto mindre er Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem et spændende mix af formidlingsformer, anderledes indhold og ideer, som andre museer kan hente inspiration fra. I flere af de seneste satsninger er luften dog gået noget af ballonen.

Nederlands Openluchtmuseum er Hollands nationale frilandsmuseum. Eller open-air museum, som man måske retteligt bør kalde det, idet selve ordet frilandsmuseum desværre for mange signalerer noget bedaget og tilbageskuende. Og det er på ingen måde tilfældet med Nederlands Openluchtmuseum, der mere end andre museer, jeg kender, har eksperimenteret med nyt indhold og nyskabende fortælleformer.

Et nationalt museum i en provinsby

Openluchtmuseum er et ’rijksmuseum’, som betyder at det er et af Hollands 26 nationale museer, der tidligere var ejet af staten, men som siden begyndelsen af 1990’erne har fungeret som det, vi i Danmark vil kalde selvejende institutioner – om end fortsat med store statslige tilskud.

Openluchtmuseum ligger i Arnhem, og det er karakteristisk for museumsstrukturen i Holland, at de nationale museer ikke bare ligger i hovedbyerne Amsterdam og Den Haag, men er hjemmehørende i byer over hele landet. Fra Enkhuizen til Enchede, fra Arnhem til Apeldoorn til Groningen.

Jeg besøgte museet første gang i 1996 og har siden været der mange gange og med jævne mellemrum.

Nederlands Openluchtmuseum åbnede for publikum i 1918 og er dermed det første frilandsmuseum, eller open-air museum, uden for Norden, hvor det første af slagsen, Skansen, åbnede i Stockholm i 1891.

De første mange årtier var Openluchtmuseum et klassisk frilandsmuseum, som fokuserede på bygningskultur og dagligliv i tiden før industrialiseringen. Navnlig på landbokulturen med bygninger fra Hollands forskellige regioner, men efter nogle år også med et lille bykvarter opbygget omkring en kanal og med en typisk hollandsk vippebro.

”A museum about people”

I 1990 tiltrådte Jan Vaessen som ny direktør og sammen med Adriaan de Jong, der havde været tilknyttet museet i en årrække, tog han teten i en radikal omkalfatring af museet. De ville, at museet skulle bryde rammerne for, hvad et frilandsmuseum hidtil havde været. Både med hensyn til, hvilke historier, der skulle fortælles, og hvordan man ville fortælle dem.

Jan Vassen udtrykte det engang overfor mig på den måde: ”Of course we are a museum about houses, and we are also a museum about objects, but we are first and foremost a museum about people”.

Museet skulle, som hidtil, arbejde med bygningskultur, dagligliv og folkekultur, men det skulle nu også inkludere nutidig historie og i høj grad også andre gruppers historie. Ikke mindst ville man afprøve fortælleformer, som normalt ellers ikke blev brugt på museer. Adriaan de Jong fortalte engang, at det var deres ambition, at publikum i hvert eneste hus skulle opleve anderledes historier og forskellige måder at fortælle historierne på.

Levendegørelse og tæt på nutiden

Det var på dette museum, jeg første gang oplevede ’living history’ i både første og tredje person. Første person er, når aktøren ’er’ en bestemt historisk person, og tredje person er, når aktøren fortæller ’om’.

’First person interpretation’ oplevede jeg i gården fra Staphorst, hvor ’bondemanden’ gav os et indblik i traditionen med nattefrieri, hvor den unge mand og den unge kvinde ’prøver hinanden af’, inden de indgår ægteskab. ’Third person interpretation’ oplevede jeg i et hjem, hvor husmoderen serverede kaffe, mens hun fortalte om husarbejdet og om ugens madplan.

Det var også på dette museum, jeg først oplevede miljøer, som var så tæt på min egen historie, at det næsten var som at komme hjem. Navnlig en 70’er-lejlighed var virkelig som jeg huskede min egen ungdom. Lejligheden var en del af en bygning med fire boliger, der var lagt i forskellige tidsperioder, fra midten af 1800-årene til 1970’erne.

Af andre næsten nutidige miljøer var der et sundhedscenter fra 1950’erne med badeanstalt, sundhedsplejerske, jordemoder og lægekonsultation – og stedet lugtede som på et provinssygehus i 1950’erne. Der var også en kinesisk grill fra 1970’erne. Her sikres ’menneskelig tilstedeværelse’ via livagtige menneskelige figurer og filmiske tricks.

Det var også på Nederlands Openluchtmuseum jeg oplevede et snusket 1970’er-værtshus værtshus og en bolig for tyrkiske fremmedarbejdere. Og det var her, jeg oplevede en hel renæssancegård, der var genskabt som den advokatbolig, den var, da det i 2001 blev besluttet, at bygningen skulle rives ned for at gøre plads for en ny motorvej.

Alle disse miljøer findes stadig, og giver mig fortsat følelsen af at komme hjem.

Enorm variation

Det var også Openluchtmuseum, der viste en række af folks private samlinger af alt fra russiske ikoner over amerikanske pin-up billeder fra 1950’erne til brækposer fra forskellige flyselskaber. Og det var her, de havde en udstilling af et museumsmagasin, hvor man også kunne lære om alt det småkravl, svampe mv, der nedbryder både museumsgenstande og folks private ting.

Begge udstillingerne gav en anderledeshed, et ’break’ i oplevelsen, men de har desværre været lukket i et par år. Og sidstnævnte er erstattet af en noget politisk korrekt udstilling om handicappede, som mest af alt virkede som en udstilling, der var målrettet skoleelever.

Det var også i Arnhem, jeg i en stor lade oplevede, hvordan en agent via billeder fra ’the promised land’ gjorde sit for at lokke fattige hollændere til at tage til Amerika. Og det var her, jeg prøvede at ’køre’ en virtuel tur med diligencen anno cirka 1850 med bump og rystelser, og hvor vi som ’passagerer’ kunne se by og land fare forbi via en film, der blev projiceret på diligencens vinduer. Fine oplevelser, som fortsat findes – hvis man altså kan finde dem.

Sidst men ikke mindst skal nævnes den eneste bevarede flygtningebarak for molukkiske flygtninge. I barakken viser museet, hvordan disse flygtninge boede, da de var nødt til at flygte til Holland, fordi de havde været på koloniherrernes side i Indonesiens frihedskamp. Jan Vaessen har fortalt mig, at en gammel molukkisk kvinde under åbningsarrangementet kom hen til ham, gav hånd og sagde: ’Thank you, mister museum director. Now our history is your history!”.

Experience og hollandsk kanon

Et af de mest radikale nybrud kom i 2000, da museet åbnede en underjordisk ’experience’, HollandRama, som var et stort hydraulisk maskineri med bevægelige sæder, som præsenterede tilskuerne for en mangfoldighed af billeder, opstillinger og panoramaer fra Hollands historie. I 2015 ønskede man at bruge faciliteterne til andre formål, så denne anderledes experience blev lukket.

Jan Vaessen og Adriaan de Jong lykkedes med deres projekt i en grad, så Nederlands Openluchtmuseum i 2005 blev belønnet med den store europæiske museumspris, European Museum of the Year Award. Nøgleordet var her inklusion.

Museets succes var antagelig årsagen til, at den hollandske regering i 2007 besluttede, at den nationale kanon, som regeringen ønskede, skulle være en del af Nederlands Openluchtmuseum. Regeringen ønskede med en sådan kanon at sætte fokus på de vigtigste elementer og begivenheder i Hollands historie. Men så satte finanskrisen ind og stoppede projektet, som dog senere genopstod i en stærkt nedskaleret udgave, der åbnede i 2017 i de lokaler, der havde huset den nu lukkede HollandRama, og som en rent digital totaloplevelse, der (på godt og ondt) næppe finder sin lige på noget museum.

Alt dette bindes sammen af sporvogne, der bringer gæsterne rundt fra den ene oplevelse efter den anden på det enorme areal, som museet dækker. At tage en tur med museets sporvogne er i sig selv en oplevelse, mange husker.

Tidsforvirring og kompliceret wayfinding

Imidlertid er der mange besøgende, os selv inklusive, der slet ikke opdager de fine fortællinger, der gemmer sig rundt omkring på museet. Og de gemmer sig virkelig, for det er meget begrænset, hvad museet oplyser herom. Så som besøgende skal man selv se sig godt for og ikke være bange for at snuse rundt.

I 2005 var Den Gamle Bys personale på studietur til Openluchtmuseum, og da var der flere, der bemærkede dette. Jeg husker også, at der var en af deltagerne, der fortalte, at han blev noget tidsforvirret, fordi der ikke er nogen kronologisk linje på museet.

Det hænger sammen med, at Nederlands Openluchtmuseum rent typologisk er et såkaldt ’parkmuseum’, hvor de forskellige enheder ligger spredt i landskabet uden nogen indre sammenhæng. Heroverfor taler man om et ’helhedsmuseum’ som for eksempel Den Gamle By, eller det andet store hollandske frilandsmuseum Zuiderseemuseum, der ligger i byen Enkhuizen.

Og det er bestemt ikke forkert at sige, at museet er et kronologiske hulter-til-bulter. For det er det, men det er også en inspirerende ’værktøjskasse’ for museumsfolk, der vil finde nye måder at fortælle historier på. Og det er det fortsat.

Jeg besøgte senest Nederlands Openluchtmuseum i juni 2024, og det var tydeligt for både min ledsager og mig, at fokus er skiftet efter at både Jan Vaessen og Adriaan de Jong for år tilbage er gået på pension. Vi måtte må desværre konstatere, at flere af de oplevelser, som jeg gennem årene har fortalt om vidt og bredt, ikke længere får samme opmærksomhed som før og sine steder virker lidt stedmoderligt behandlede. Egentlig var vi lidt skuffede.

Museet sætter fortsat fokus på inklusion, men vi oplevede, at balancen er forskubbet, så der nu vises og fortælles historier, der virker påklistrede og sine steder slet ikke passer i konteksten. Sandsynligvis fordi fokus i høj grad er på skolebørn, der skal opdrages til at fungere i nutidens multikulturelle, inkluderende hollandske samfund.