Thomas Bloch Ravn

Terminologi og tankeformer er træge størrelser, som ofte står i vejen for begribelsen af vores samtid. Det kommer for eksempel til udtryk i kriterierne for den kategorisering, som med den nye museumsreform lægges til grund for, hvor mange statspenge, de enkelte museer vil modtage i fremtiden. Her er det ’samlingerne’, der er nøglen. Men museerne er jo så uendelig meget andet.

At vore forståelsesformer halter bag efter den faktiske udvikling, var pointen i den franske mentalitetshistoriker Jacques Le Goffs interessante essay, ’Mentaliteterne – en tvetydig historie’ fra 1974. Heri skrev han blandt andet:

”Trægheden, som er en vigtig historisk kraft, berører ånden i højere grad end materien, idet den sidstnævnte forandres hurtigere end den første. Mennesket anvender de maskiner, det har skabt, samtidig med at det bibeholder mentaliteten fra før disse maskiner. Bilisterne har rytterens ordforråd og 1800-tallets fabriksarbejdere har deres fædres og forældres bondementalitet. Mentaliteten er det, som forandres sidst. Mentaliteternes historie er historien om historiens langsomhed”.

For nogle år siden, i 2014, deltog jeg i European Museum Forums konference i anledning af uddelingen af årets museumspriser. I løbet af konferencen slog det mig, i hvor høj grad vi inden for museumsverdenen trænger til at opdatere en række af de helt centrale begreber, som man bruger om museer.

For eksempel var alle de museer, der var nomineret til en af dette års priser, blevet bedt om at medbringe et ’object’, en museumsgenstand, og det var helt tydeligt, at det for mange ikke var museumsgenstanden, men snarere historien, fortællingen, eftertanken, eller den udfordrende problematisering, der for dem var det centrale.

Det var således nok derfor Spaniens nationale sciencemuseum i La Curuna medbragte et spørgsmålstegn, Baksi Museum fra tyrkiske Anatolien medbragte en kjole af stof, der var vævet af museets frivillige og som blev solgt på stedet. Mens Museum of Innocence fra tyrkiske Istanbul medbragte en bog.

I drøftelserne af museernes ’output’ var fokus på ’exhibition’, udstilling, og det lå nærmest i luften, at et museum er en bygning, hvori man udstiller en samling af museumsgenstande. Men mange museer har jo fokus på helt andre ting, der primært relaterer sig til større fortællinger, til museernes sociale rolle eller ideologiske funktion

Det var således interessant at høre hvordan William Morris Gallery i London havde som sit primære formål at give folk i det nedslidte område, hvor museet er placeret, noget at være stolte af. Occidens Museum i katedralen i Pamplona sagde direkte, at museet ikke var en udstilling, men en refleksion. Og Den Gamle By var blandt andet nomineret for sit arbejde med at inkludere marginale grupper som for eksempel demente ældre og børn og unge med mentale handicaps.

’Heritage’, kulturarv, var et andet klassisk museumsbegreb, der tydeligvis trængte til at blive problematiseret. Til dels fordi det ikke har synderlig genklang hos nutidens publikum, men især fordi det fokuserer på fortiden og ikke tager afsæt i den nutid, som museernes besøgende jo lever i. Måske man i stedet skulle tale om identitet?

Objec – Exhibition – Heritage!

Museumsgenstand – Udstilling – Kulturarv!

Ord som for mange giver associationer til støvede institutioner, som er helt ude af trit. Både med det samfund, som museerne i sidste ende skal tjene, og også med den aktuelle udvikling inden for den europæiske museumsverden, som rent faktisk er langt mere spændende, end de nævnte termer lader ane.

Det var nobelpristageren Orhan Pamuk, der med sit Museum of Innocence vandt den store museumspris, EMYA, dette år. Den velskrivende herre har i forbindelse med sit museumsarbejde skrevet det, han kalder ’A Modest Manifesto for Museums’, hvori han modstiller en række begreber. Det er klart skrevet ind i en tyrkisk kontekst, men kan anbefales – det er inspirerende.

Med inspiration fra Pamuks ‘A Modest Manifesto for Museums’ vil jeg forsøge mig med følgende rettesnore, som måske kan bruges som en slags pejlinger:

• Den officielle museumsverden tænker i objekter. Vi bør tænke i ideer.

• Den officielle museumsverden tænker i udstillinger. Vi bør tænke i fortællinger.

• Den officielle museumsverden tænker i kulturarv. Vi bør tænke i identitet.

Der er for mig ingen tvivl om, at museumsbegrebet er under forandring. Det er vigtigt, at vi finder ord og begreber, der har relevans for de mange museer, der er på vej ind i fremtiden.

Det bør i øvrigt være en oplagt sag for det museumsnævn, der i forlængelse af den vedtagne museumsreform, skal udmønte, konkretisere og forbedre de foreliggende modeller. For den utidssvarende terminologi spænder ben for en relevant forståelse af den betydning, museerne rent faktisk har i dagens (og fremtidens) samfund

Billedet øverst i indlægget viser nobelpristageren Orhan Pamuk og undertegnede til museumskonference i Tallin i 2014. Man kan vist også sige, at det illustrerer, at det at høre om museer, sjældent er ligeså interessant som at besøge museer.