Thomas Bloch Ravn

Under tidligere besøg i hollandske Utrecht har jeg oplevet flere af de kendte ’must-see’ museer såsom jernbanemuseet Het Spoorwegsmuseum, middelaldersamlingen Het Catharijneconvent og kunstmuseet Central Museum.

Så når min vej nu atter faldt forbi den dejlige universitetsby, var det oplagt at bruge lidt tid på noget helt andet. Nemlig Volksbuurt Museum, som jeg ikke tidligere  havde besøgt endsige hørt om, og som fortæller historien om hverdagen i det arbejderkvarter, Utrecht C, der nu er helt forsvundet.

Som sådan er museet i familie med både New Yorks Lower East Side Tenement Museum og Het Huiz de Alijn i belgiske Gent. Begge museer er da også vigtige inspirationskilder for det lille museum, der nu vist er det eneste tilbageværende arbejdermuseum i Holland.

Volksbuurt Museum ligger i den nordvestlige del af Utrecht inden for voldene. Museets fokus er dagliglivet i tiden omkring 1920, og det museale grundlag  er først og fremmest de 350.000 billeder og 250 dybtgående interviews, som giver et stærkt afsæt for museets fortælling.

Et besøg på museet begynder i et rum, hvor man kan sidde ned, mens man ser en fin introduktionsfilm, der ikke varer mere end godt fire minutter. På de få minutter får man som gæst et overblik over Utrechts historie, arbejderkvarteret Utrecht C og det liv, der udfoldede sig her, saneringen fra 1960’erne og så det lokale engagement, der førte til dannelsen af museet først i 1990’erne.

For de gæster, der ikke forstår hollandsk, er der hjælp at hente i små, velfungerende audioguides.  Disse guides giver også adgang til et udsnit af de mange interviews med tidligere beboere, som er samlet i et særligt ’Story Room’, ligesom de gør, at man kan høre de fortællinger, som de fire medlemmer af den fiktive familie de Jong leverer fra skærme rundt omkring i museet.

Personligt har jeg aldrig syntes om at blive lukket inde i et par hovedtelefoner, men her synes jeg faktisk, at modellen fungerer ok. Navnlig fordi hovedtelefonerne giver adgang til den enorme rigdom af ’oral history’, som museet rummer.

Rundt omkring er der små scenograferede miljøer af hjem, skole, arbejdspladser mv og enkelte genstande i montrer. Flere steder er der også noget, man kan prøve.

Jeg noterede mig, at de forholdsvis få gæster på museet alle virkede til at blive fanget af fortællingen, og det er jo netop den, der er det centrale.

Som direktøren gennem de seneste fem år Lysette Jansen siger, så handler museet mere om de mennesker, der boede i kvarteret (og for så vidt andre tilsvarende kvarterer i Utrecht) end om de ting, de havde.

Lisette Jansen oplyser også, at museet modtager støtte fra kommunen og der ud over tjener sine egne penge via entre, og salg af kaffe og butiksvarer. Projekter finansieres, som i Danmark, af donationer fra fonde. Således også den totale ’remake’, der blev gennemført sidste år.

Volksbuurt Museum forventer i år et besøgstal på mellem 18 og 20.000.

Hvis nogle skulle spørge, om Volksbuurt Museum er en rejse værd, er svaret nej. Men er man i Utrecht, er det en fin lille oplevelse.