Thomas Bloch Ravn

En forårsdag i 2014 bankede den katalanske kulturjournalist Lara Saiz Moya på min dør for at spørge ind til det, hun så som noget helt specielt ved vore danske – og skandinaviske – museer og som hun aldrig havde oplevet andre steder.

Journalisten havde opholdt sig nogle måneder i Aarhus. Her havde hun aflagt Den Gamle By flere besøg, og med Aarhus som base havde hun besøgt kulturmuseer i Danmark, Sverige og Norge.

Fremmede øjne er ofte bedre til at få øje på det, vi selv tager for givet, så jeg sagde naturligvis ja tak til en snak.

Hun fortalte, at de museer, som hun kendte andre steder fra, navnlig fra Sydeuropa, især lægger vægt på det exceptionelle. Den største kunst, de ældste objekter, mindesmærker, ja slotte, borge, kirker og i det hele taget det ekstraordinære og den historie, der handler om magten og samfundets ledende lag. Almindelige mennesker, folket, det gennemsnitlige var ikke interessant.

Men i Danmark og vore skandinaviske broderlande havde hun oplevet museer, der fokuserer på helt almindelige menneskers helt almindelige liv og historie. Endda helt op til (næsten) i dag. Samtidig havde hun bidt mærke i, at vore museer generelt er meget inviterende og formidlende over for et stort og bredt publikum.

Journalisten og jeg talte om, hvordan dette særlige folkelige fokus kan føres tilbage til oplysningsfilosofiens ideal fra slutningen af 1700-tallet om at danne og uddanne befolkningen. Og til 1800-tallets nationalromantik og behovet for at skabe identitet og sammenhængskraft i de opvoksende nationalstater. Endelig talte vi om, at museernes folkelige fokus også indgik i den lange række af demokratiske nybrud, der i årtierne omkring år 1900 gjorde danskerne til danskere og gav den brede befolkning ligeværd, rettigheder og selvfølelse som borgere i et samfund, der var på vej til at blive moderne.

Det var den samme udvikling, der satte sit markante præg på det danske sprog i form af ord som folkestyre, folketing, folkeskole, folkehøjskole, folkebibliotek, folkekirke, folkebevægelse og folkemuseer.

Jeg henviste også til en videnskabelig artikel af min walisiske kollega John Williams-Davies, som pegede på, at frilandsmuseerne, der som museumstype opstod i Skandinavien i årtierne omkring år 1900, var noget helt særligt. Noget som man ikke havde set andre steder. For det første, sagde han, lagde disse museer allerede for over hundrede år siden vægt på at belyse helt almindelige menneskers historie. Det var aldrig set før, understregede han. Og for det andet var museernes ambition også at fortælle historien for almindelige mennesker. Det var ligefrem radikalt. John Williams-Davies artikel er trykt i det britiske tidsskrift Folk Life 2009.

Det er en demokratisk tilgang, som der er grund til at værne om, for museerne er i dag et af de absolut vigtigste vinduer til vores fælles identitet og historie.

Det er ikke mindst vigtigt i tider som disse, hvor mange føler et behov for at stoppe op et øjeblik og spørge hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen?

Det er fortællingen om vores fælles historien, der binder det sammen, og her spiller museernes troværdighed og stærke folkelige forankring en nøglerolle.