Thomas Bloch Ravn

Takket være lovændringer er det store projekt for at udvikle Nyborg Slot nu atter på skinner, så det om få år kan danne ramme om nye danmarkshistoriske oplevelser.

Den årelange diskussion om renovering af Nyborg Slot afspejler to forskellige syn på, hvad vi vil med kulturarven, og hvem den skal være til glæde for.

Kort fortalt, og lidt forenklet, er spørgsmålet, om kulturarven skal være til for kulturarvens egen skyld eller om den skal være til for at give mennesker i nutid og fremtid en forståelse af den historie, de selv er en del af. Herunder også mennesker, der ikke som udgangspunkt er interesseret i sagen.

Den første tilgang fokuserer på, at den materielle autenticitet, altså de eksisterende, originale levn, for næsten enhver pris skal beskyttes, mens den anden tilgang lægger vægt på at frigøre den fortælling, der er indlejret i kulturmindet.

”Formålet med Slotsprojektet har hele tiden været at gøre kulturarven tilgængelig for alle og formidle væsentlige nedslag i slottets og byens historie”, udtaler museumsdirektør Mette Ladegaard Thøgersen på projektets hjemmeside. ”Med Kongefløjen som den store museumsgenstand fortæller vi 400 års Danmarkshistorie om det middelalderlige parlament, Danehoffet, Danmarks første grundlov og opbygningen af Nyborg Slot og by som kongelig residens. På den måde er slottet også en helt integreret del af vores nationale fortælling og identitet”.

Projektet har været i gang siden 2014, men blev stillet i bero efter en afgørelse i Miljø- og Fødevareklagenævnet i december 2020. På det tidspunkt var det ellers fuldt finansieret med midler fra både stat, kommune og flere private fonde.

Med et budget på 350 millioner kroner ønskede projektets bygherre, Slots- og Kulturstyrelsen, både at restaurere kongefløjen og samtidig nyfortolke det oprindelige borganlæg på Slotsholmen. Man ønskede at genskabe en ringmur, der skulle omkranse en lukket slotsplads, som samtidig skulle formidle slottets historie og binde slottet sammen med Nyborg by.

Derudover ønskede man med projektet at forhøje vagttårnet, og man ville etablere en trækonstruktion ved indersiden af den nordlige ringmur, som skulle give publikum adgang til både Kongefløjen, ringmur og vagttårn.

Projektet skulle øge tilgængeligheden, ligesom man ville bruge konstruktionen til at lave udstillinger, skænkestue og danehofsal, som kunne bruges til foredrag og arrangementer.

Men alt det faldt til jorden, da Miljø- og Fødevareklagenævnet, efter klager fra en række bevaringsforeninger, konkluderede at de givne dispensationer, der lå til grund for projektet, ikke var gyldige.

Nævnet mente, at hensynet til de formidlingsmæssige interesser ikke opvejede de indgreb i Nyborg Slot, som projektet ville medføre. Det er denne afgørelse, der nu er ændret, så projektet kan genoptages.

I sådanne sager er der tale om en overordentlig svær balancegang mellem hensynet til bevaring og hensynet til formidling.

Det giver sig selv, at man ikke skal ødelægge kulturarven for at fortælle historien, men så længe de indgreb, der foretages, er reversible og af begrænset omfang, så bør det ikke være noget problem.

Lidt firkantet kan man jo også spørge, hvad vi skal med et kulturminde, hvis det holdes så helligt, at selve kulturmindet kommer til at stå i vejen for historiefortællingen.

Jeg plejer at sige det på den måde, at vi ikke skal bevare for hverken kulturmindets eller for fortidens skyld. For kulturmindet, in casu bygningerne, er jo døde og fortiden er forbi. Nej, vi skal selvfølgelig bevare for menneskene – nu og i fremtiden.

Skal man se noget positivt i den langstrakte diskussion om Nyborg Slot, vil jeg pege på, at skærmydslerne om projektet utvivlsomt vil medvirke til, at der i gennemførelsen vil blive taget skyldigt hensyn til både bevaringen og formidlingen.

Det er i øvrigt interessant, at der inden for museumsverdenen i over hundrede år har verseret en parallel diskussion, der drejer sig om, hvorvidt museerne først og fremmest skal vise ting for en sluttet kreds, eller om de skal fortælle historien for den brede befolkning. I mit mangeårige virke inden for området har jeg altid hørt til den historiefortællende fløj, og jeg har beskrevet museumsdiskussion den lille bog ’Museer for folk’, der udkom i 2020.

Jeg synes, der er grund til at sige tillykke til kulturministeren, tillykke til Nyborg og til museet og ikke mindst tillykke til de mange danskere og turister, der kan se frem til en spændende fortælling med danmarkshistorisk vingesus. Det forlyder, at projektet vil være færdigt i 2028.

Personligt glæder jeg mig.