Thomas Bloch Ravn

Der tales en del om god ledelsesskik og bestyrelsesarbejde for selvejende kulturinstitutioner, herunder museer. Men hvorfor har statens egne museer ikke bestyrelser?

Jeg vidste det vist egentlig godt: At Kulturministeriet har udsendt en vejledning for god ledelse i selvejende kulturinstitutioner. Men det har ikke været noget, jeg har interesseret mig særligt for, idet jeg i min tid i Den Gamle By var begunstiget af at have en bestyrelse med mangfoldige kompetencer og et højt professionelt erfaringsniveau.

Aktuelt blev jeg opmærksom på Kulturministeriets vejledning, da jeg læste, at Mylenberg Consult og Have Kommunikation nu sammen tager initiativ til at klæde kulturbestyrelser på, så de kan blive bedre til at bestride deres opgave. Baggrunden for initiativet er, forstår jeg, at man ved at uddanne bestyrelserne blandt andet håber at kunne undgå den type sager om dårlig ledelse, der de senere år har været gefundenes fressen for store dele af pressen.

Jeg googlede mig derfor frem til, hvad Kulturministeriet så mener er god bestyrelsesskik. Og det er egentlig nogle udmærkede anbefalinger, selvom de vel blot er en systematisering af sund fornuft og ordentlighed. Men fint nok med sådan en checkliste. Det er jo ikke alle, der i udgangspunktet er begunstiget af en højkompetent og professionel bestyrelse.

Så var det, jeg kom til at tænke på, at der gennem årene også har været ’sager’ på i hvert fald to af de fem museer, som staten ejer. Der har såmænd også været ledelser, som jeg, og vist også andre, har studset over bare blev siddende.

Derfor googlede jeg, hvilke retningslinjer for kulturledelse på bestyrelsesniveau, man ønsker at efterleve på det statslige område. Og surprise, surprise! Jeg fik ingen hits.

Det vidste jeg jo nok godt, og jeg har faktisk gennem årene også anbefalet flere ministre og departementschefer at indføre bestyrelser på statens museer.

Men statens egne museer har jo departementet, synes ræsonnementet at være! Og vel er der i Kulturministeriets departement mange dygtige embedsmænd. Men de er jo primært embedsmænd, og kan næppe leve op til vejledningens paragraf 3.1.4., der anbefaler, at der oven over direktøren findes et organ, altså en bestyrelse ”med den fornødne ledelsesmæssige, kultur-/kunstfaglige, politiske, forretningsmæssige, juridiske og økonomiske baggrund, og at de eventuelt politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer besidder den indsigt og de kompetencer, bestyrelsen skal råde over for bedst muligt at kunne udføre sine opgaver”. Altså på de selvejende institutioner, forstås.

Jeg funderede videre: Når de statsejede museer ikke har bestyrelser, hvem har så ansvaret for at ansætte direktørerne? Tja! Måske er det mig, der ikke er en dreven googler, eller også er det bare underforstået, at det er Kulturministeriets departement, der ansætter – ved de højeste stillinger selvsagt med ministeren i spidsen. I hvert fald oplyser diverse pressemeddelelser om nyudpegning af direktører, at det er ministeren, der har udnævnt den pågældende. Ergo er det reelt Kulturministeriet, der har rollen og ansvaret som bestyrelse for de fem statsejede museer.

Hvordan var det så med de forskellige sager om dårlig ledelse på statsejede museer? Jeg tænker her på kritikken af Tøjhusmuseets direktør tilbage i 2012 og sidste års sag omkring Ordrupgaard. Der var en del offentlighed om begge sager. Kulturministeriet kritiserede direktørerne, og i pressen kunne man læse, at de blev indkaldt til ’samtaler’ i ministeriet. Begge sager endte med, at direktøren gik på pension. Og med et eftermæle, der bestemt ikke ydede de pågældende direktørers mangeårige indsats retfærdighed.

Så er det, jeg ikke kan lade være med at spørge, om det ikke havde været mest korrekt, at kritikken for dårlig ledelse i første omgang var blevet rettet mod de to museers bestyrelser? Det ville i hvert fald være modellen i de fleste andre sammenhænge. Men det ville jo betyde, at Kulturministeriet skulle have kritiseret sig selv. For så længe, ministeriet ikke ønsker, at museerne skal bestykkes med ansvarlige bestyrelser, så må det være ministeriet selv, der bærer bestyrelsesansvaret.

I mine næsten tre årtier som direktør for Den Gamle By har jeg haft uendelig stor glæde af samarbejdet med museets bestyrelse. Den sparring, den rådgivning, den evne til at åbne døre, den deling af erfaringer, de skæve vinkler og såmænd også den sætten grænser, som bestyrelsen gav mig som direktør, har været uvurderlig.

Jeg vil derfor gentage min opfordring til, at også de statsejede museer bliver bestykket med bestyrelser. Vel at mærke bestyrelser, der ikke blot skal være rådgivende råd. Men bestyrelser med sædvanligt og reelt bestyrelsesansvar – og som selvsagt også skal leve op til Kulturministeriets egne udmærkede anbefalinger for god ledelse af kulturinstitutioner.

Jeg er ret sikker på, det vil være godt for museerne, og jeg er overbevist om, at det i længden også vil give bedre museer til glæde for rigtig mange mennesker.