Thomas Bloch Ravn

Hvis jeg har det lidt småskidt, altså ikke er rigtig syg, men sådan med illinger ned ad ryggen og lidt ondt i musklerne, så er jeg rauslet. Det er et udtryk, som min forlængst afdøde far brugte, når der var optræk til noget influenzaagtigt. Hvor han havde ordet fra, ved jeg ikke, men sandsynligvis fra barndomshjemmet på en gård i Haurum i det midtjyske.

Det er derfor også blevet helt naturligt for mig at bruge ordet, når jeg engang imellem er lidt småskidt.

”Og hvad betyder det der ord så lige”, spurgte en københavnsk kollega engang helt inkvisitorisk, da jeg var kommet for skade at sige, at jeg var rauslet. Tja, hvordan forklarer man så lige det? ”Jo, det er sådan, når man er lidt jamsk”, forsøgte jeg mig. Det var ikke den store hjælp, viste det sig, for spørgsmålstegnet i kollegaens ansigt blev bestemt ikke mindre! Men hun fandt da ud af, at jeg ikke var helt på toppen, og senere hørte jeg hende selv bruge ordet.

Jeg elsker ord og udtryk med saft og kraft. Som skaber billeder, har rytmik og lyder godt, og som både rummer noget anderledes og har poetisk kraft. Ord der fylder i munden, som man kan tygge på og blive ved med at smage. Ord der ikke er sådan ligetil at afkode og som sætter fantasien i spil. Sådan nogle ord rummer for mig en dejlig dybde, og jeg tror, de kan udtrykke noget, som nutidens klart definerede og måske lidt flade og tørre udtryk ikke fanger ligeså præcist. Hvorfor skulle man ellers bruge dem, kan man med rette spørge?

Jeg samler faktisk på den slags ord, og jeg elsker, når nogen er kålhøgen eller krasbørstig. Og når det er fuskere, der har repareret et hus, holder jeg af at kalde det noget lapanniværk. Er det ét stort rod, er det en brokken skie.

Fælles for alle ord og udtryk er, at de har adskillige år på bagen og stammer fra en tid, hvor man så anderledes på ting, end man gør i dag. Nogle af ordene skal man være varsomme med at bruge, idet man risikerer at få ørene i maskineriet. Dem springer vi så over i denne sammenhæng.

De afspejler ofte en verden, som ikke findes mere. Derfor er det nok også et spørgsmål om tid, før de forsvinder.

Mange af de gamle ord og udtryk dur imidlertid fortsat til noget. Som når en vestjyde siger ’æ mand hamsiel’, for så er man ikke i tvivl om, at det drejer sig om den, der har det største ord at skulle have sagt. 

En anden af mine favoritter stammer også fra det vestjyske. Her havde lokale museumsfolk engang i 1970’erne fået et møde i stand med daværende amtsborgmester Aage Ebbensgaard. Da alle havde fået en plads ved det store bord, viste det sig, at amtsborgmesteren ikke havde fået bordenden. Den formastelige museumsleder tilbød naturligvis straks at rykke stol. Men det var ikke nødvendigt, sagde amtsborgmesteren. For ’ æ burend’ den er dær, hvor a sidder’. Og sådan var det!

Den historie fortæller jeg vidt og bredt, og jeg håber, at den og mange af de pudsige ord og udtryk vil leve videre og fortsat give sproget saft og kraft og anderledeshed.

Som halvgammel hugaf har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre mit dertil!